Skanska A/S og Nrep har netop underskrevet en købsaftale på boligprojektet på Hørkær Have i Herlev, der skal rumme 264 fortrinsvis mindre lejeboliger fordelt på i alt 22.720 m².
Herlev er en kommune i vækst, og områdets popularitet blandt alt fra unge til familier og seniorer har længe været interessant for såvel Skanska A/S som Nrep. Sidstnævnte har flere udlejningslejligheder i Herlev og har opmærksomt fulgt udviklingen af Hørkær Have, hvilket nu har ført til en forward purchase-aftale, hvor Nrep køber ejendommen, når den står færdigopført til næste sommer.
Udlejningen starter allerede nu gennem Juli Living, og første etape af indflytninger sker fra december i år. De 264 lejligheder i Hørkær Have bliver på to til fem værelser fra 58 til 137 m². Ifølge Skanska A/S er der stor lokal efterspørgsel på mindre lejligheder, og derfor har lejlighederne en gennemsnitsstørrelse på 85 m². Hørkær Have ligger tæt på både S-tog, letbane og Herlevs centrum – samt kun 13 km fra Rådhuspladsen i København.
“Skanska udvikler udlejningslejligheder til investorer, hvor vi fokuserer på gode beliggenheder, mere bæredygtige løsninger og fællesskabende aktiviteter. Vi har en stærk tro på mulighederne i Herlev, og det samme har Nrep. Derfor var det oplagt at søge et samarbejde, hvor Nrep overtager udlejningsaktiviteterne nu, og ejendommen, når den er opført,” siger Peter Nymann-Jørgensen, adm. direktør i Skanska A/S.
I opførelsen af Hørkær Have er der fokus på mere bæredygtige løsninger, f.eks. gennem genbrugsmaterialer i fælleslokalerne, og projektet er præcertificeret til DGNB Guld af Rådet for Bæredygtigt Byggeri. Desuden vil beplantningen i ejendommens store gårdrum være udvalgt af biologer og landskabsarkitekter for at understøtte den lokale biodiversitet.
Høj kvalitet og god beliggenhed
Hos Nrep forklarer Investment Director Anne Sofie Vett Raaschou, at baggrunden for at investere især har været den attraktive beliggenhed tæt på offentlig transport, indkøbsmuligheder og det centrale København. Dertil kommer, at Herlev oplever en stigende befolkningstilvækst i øjeblikket, og at man i Juli Living allerede har gode erfaringer fra udlejningen af Nreps boliger i Herlev Bymidte.
“Hørkær Have er en god tilføjelse til vores open-end-fond, Nrep Income+, dels fordi det er en moderne ejendom af høj kvalitet, både hvad angår detaljer, materialer og fællesfaciliteter, og dels fordi den supplerer fondens eksisterende ejendomsportefølje rigtig fint. Vi har stor interesse i boligejendomme, og det er denne investering et udtryk for,” siger Anne Sofie Vett Raaschou.
Nrep Income+ har en samlet kapital på 13,8 mia. kr. Siden stiftelsen i 2020 har fonden investeret i næsten 100 aktiver fordelt på 36 transaktioner med et langsigtet fokus på udvikling af det byggede miljø gennem moderne logistikløsninger, lejeboliger og plejehjem. Investorerne tæller en række globale institutionelle investorer, herunder pensionsfonde og forsikringsselskaber.
Nrep er i handlen blevet rådgivet af Gorrissen Federspiel, PwC, Colliers og Vita.
Om Hørkær Have
Hørkær Have er på 22.720 m² og består af 264 lejligheder i op til 11 etager i en U-formet karré med et stort, centralt gårdrum med orangeri, fælleslokaler og grønne opholdsområder. Lejlighederne får enten altan eller terrasse. Der er parkeringsplads til alle lejligheder, hvoraf de 44 bliver med lademulighed for elbil.
Skanska erhvervede grunden i Herlev i 2017. Projektet blev sat i gang i januar 2023 og vil stå færdigt i juni 2025. Udlejningen af lejlighederne begynder i juni i år og indflytning vil ske i tre etaper fra december i år til juni næste år. Hørkær Have er tegnet af C.F. Møller Architects og HHM er totalentreprenør på projektet.
Handlen mellem Skanska A/S og Nrep sker som en traditionel “forward purchase”-aftale, hvor betalingen sker, når byggeriet er færdigt.