I et svar på mit debatindlæg i MarketConnect, skriver Johann Svane fra Danske Iværksættere, at man skal skelne mellem iværksættere og selvstændigt erhvervsdrivende, når en virksomhed skabes. Ifølge ham er en person, der starter en lokal virksomhed indenfor et traditionelt fag, en selvstændig og skal derfor ikke tilbydes samme støtte og hjælp, som en iværksætter der på forhånd starter med det formål at skalere virksomheden eller introducere banebrydende innovationer på markedet.
Men her tager Johan Svane fejl. En iværksætter er en person, der starter noget – uanset om det er stort eller småt. Derefter betegner vi dem, der formår at skabe særlig hurtig fremgang, som “vækstiværksættere”.
Forsøger vi på forhånd at dele de initiativrige personer, der starter virksomhed op, sådan som Johann Svane foreslår, vil vi gå glip af et stort potentiale. For hvem ved, hvad en virksomhed kan udvikle sig til. I mit indlæg argumenterede jeg derfor netop for at iværksætterne skulle have bedre mulighed for at overtage en lille, eksisterende virksomhed, fordi det giver dem et startgrundlag, der sikrer deres økonomi og virksomhedens levedygtighed. I øjeblikket må næsten hver anden – også af dem Johann definerer som iværksættere – give op indenfor de første fem år.
Lad os forestille os, hvordan det kan gå: Et par initiativrige mænd vil starte virksomhed i lokalområdet. De køber derfor hver en eksisterende tømrerforretning, som de vil bygge videre på. Den ene med store armbevægelser, mens den anden er mere stilfærdig og jordbunden. Ifølge Johann Svanes definition, er det kun den første, der er iværksætter og derfor får hjælp og støtte. Efter vores opfattelse, skal de behandles ens. For hvad nu hvis det kniber for vores tænkte eksempler, så den første må lukke, mens den stilfærdige ved at tilføje nye produkter, i løbet af nogle år kan ansætte 5, 10 eller 20 mand i den lokale forretning.
Hvis vi havde forsøgt at skelne mellem de to da de startede, var det nok gået omvendt. Den første klarede sig måske som en lille, lokal forretning, mens den anden, der ret faktisk fik succes, måtte dreje nøglen om, fordi han ikke fik hjælp.
Ved at hjælpe begge, overlevede den ene tømrervirksomhed, som en lokal succes. Og faktisk kunne den med tiden blive en endnu større succes. Nye materialer kunne tages ind, produktionen kunne ændre sig og endnu flere kunne få job. Virksomheden ville vokse og blive afgørende for lokalsamfundet – endda for hele Danmark – fordi den lille tømrervirksomhed viste sig at sidde med en eksportsucces af små byggeklodser i millionvis, som alverdens børn ville lege med. Byen kunne få sin egen lufthavn og Billund – for det er Lego jeg har brugt som eksempel – ville være verdenskendt for sit produkt.
Var stifteren af Lego ikke iværksætter, da han i al stilfærdighed købte den lokale tømrervirksomhed? Og risikerer vi ikke at gå glip af den næste succes, der vokser frem i en traditionel forretning, hvis vi på forhånd prøvet at definere, hvem der får succes som iværksætter og hvem der “blot” er selvstændig?