Kun 19 procent af danske kvindelige iværksættere fortæller, at de har en kvindelig rollemodel. Det er dog også sparsomt med rollemodeller at spejle sig i, viser tal fra Dansk Erhverv. Et initiativ som Visas “She’s Next” er dog et vigtigt skridt i den rigtige retning, fortæller en af sidste års legatmodtagere.
She’s Next er navnet på det initiativ, man hos Visa lancerede sidste år med det formål at give kvindelige iværksættere bedre muligheder for at vækste, og på sigt skalere deres forretning i en branche, hvor mænd er stærkt overrepræsenteret.
I 2022 var Mille Skjold Madsen en af de tre modtagere af Visas legat på 10.000 euro samt adgang til kyndig rådgivning i samarbejde med IFundWomen. Mille Skjold Madsen er stifter og chefredaktør for økonomi-magasinet, Økonomista, og ifølge hende, havde det offentlige skulderklap stor betydning for hende på et personligt plan.
“Likviditet er jo ofte den største udfordring, når man er en lille virksomhed. Derfor er det selvfølgelig rart at vinde en pose penge, men det offentlige skulderklap havde en særlig personlig betydning for mig, da arbejdslivet som iværksætter til tider kan være lidt ensomt ,” fortæller hun.
Opskalering
Som Mille Skjold Madsen pointerer, var pengene ikke nogle, hun havde budgetteret med i sin strategi for virksomhedens udvikling, men de uventede penge i budgettet gjorde det oplagt at hoppe frem til nogle opskalerings-milepæle før tid.
“Pengene gav pludselig anledning til at teste noget markedsføring, som gav en vigtig indsigt i bladets læsere, men også i, hvilke ønsker de har, når vi snart lancerer Økonomista som digitalt medie,” fortæller hun.
Udover markedsføring fik pengene også betydning for Økonomistas oplagstal, der siden sidste år er blevet fordoblet.
“Legatet fra Visa og den første af to investeringsrunder hjalp også til at kunne opjustere Økonomistas oplagstal, så vi i dag udkommer fire gange om året i stedet for de to gange om året som tidligere.” fortæller den målrettede forretningskvinde.
Idéen til den digitale satsning kom allerede i foråret og Mille Skjold Madsen håber, at skridtet vil tage Økonomista til et nyt niveau, eftersom efterspørgslen på formidling af økonomi stof til kvinder er dokumenteret.
“Den seneste af de to investeringsrunder har gjort det muligt at tage det endelige skridt mod at skabe et digitalt magasin. Uden det foregående arbejde, hjulpet på vej af Visa legatet, var det måske ikke sket så hurtigt,” tilføjer hun.
Trods en stigning på 20 procent målt i antallet af kvindelige iværksættere fra 2014 til 2020, så er andelen af iværksættere i Danmark, der er kvinder, stadig blot 27 procent, viser tal fra Dansk Erhverv.
Spørger man Mille Skjold Madsen, er det også ved antallet af kvindelige iværksættere samt repræsentationen af dem, der skal sættes ind på for at ændre billedet.
“Der skal gøres noget, både oppefra og ned, for at fremme kvindelige iværksættere, men personligt synes jeg, at det fedeste ved legater som Visas er, at det skaber opmærksomhed og sætter ansigt på nogle rollemodeller, man kan spejle sig i”.
Chefredaktøren, der også er mor til to, håber, at det med tiden ikke vil være nødvendigt at fremhæve, når det er en kvinde, der er iværksætter eller topleder, men indtil det er lige så normalt, som når mænd er, bliver vi nødt til det, mener hun.
“Legater som det, jeg fik sidste år har givet en værdifuld anerkendelse, men særligt værdien i at sætte fokus på forskellige typer kvindelige iværksættere, er det, der vil rykke noget på den lange bane,” forudser hun.