Det danske statsejede selskab Sund & Bælt har nu oprettet en selvstændig afdeling, der skal integrere brugen af kunstig intelligens (AI).
Det forklarer Mogens Kiær, der er teamlead for Microsoft Infrastructure & Cloud hos Sund og Bælt i podcasten SpecialistHjørnet, som i tre afsnit ser nærmere på, hvordan man bedst muligt får implementeret AI-løsninger i sin virksomhed, og hvilke muligheder det giver.
”Jeg ser ikke AI som en mulighed for at skære ned på antallet af ansatte. Jeg ser det mere, som at man kan få frigjort meget mere potentiale i den data, man arbejder med. Der sidder jo fortsat mennesker, som skal arbejde med dataen og muligheden med data bliver meget større med AI. Oprettelsen af den nye afdeling er et konkret udtryk for, at vi ikke bliver færre – tværtimod, det kalder på flere mennesker, end vi er i dag,” siger Mogens Kiær.
Det statsejede Sund & Bælt varetager den overordnede styring af datterselskaberne A/S Storebælt, A/S Øresund, Sund & Bælt Partner A/S, BroBizz A/S, A/S Femern Landanlæg samt Femern A/S.
Brugen af kunstig intelligens knytter sig til alt fra håndtering af kunder i de forskellige betalingsanlæg på broerne over Storebælt og Øresund til komplicerede beregninger omkring vedligeholdelse af eksempelvis broer og landanlæg.
I SpecialistHjørnet inviterer vært, Morten Huse Eikrem-Jeppesen, sammen med eksperter fra IT-konsulenthuset Globeteam som medværter, en række virksomheder ind i studiet til en snak om deres bedste råd til at håndtere opgaven med kunstig intelligens.
Gæster i studiet er udover Mogens Kiær, Teamlead for Microsoft Infrastructure & Cloud hos Sund og Bælt også Nils Høgsted, sekretariatsleder i Danmarks Miljøportal og Lars Filstrup fra fødevarevirksomheden Uhrenholt.
SpecialistHjørnet udkommer på erhvervsmediet MarketConnect, samt på Spotify og Apple Podcasts.