Højesteret har netop taget stilling til en principiel sag om fastholdelsesbonusser, og det var ikke i lønmodtagernes favør. Det er et nederlag for de danske lønmodtagere, vurderer Krifas advokat.
Det var en principiel dom, der skulle afsiges dom i i Højesteret tidligere på ugen. En stor virksomhed på legetøjsmarkedet havde lovet en fastholdelsesbonus til to af nøglemedarbejderne, for at hjælpe virksomheden til overlevelse og undgå en truende konkurs.
Da dette mislykkedes og virksomheden alligevel gik konkurs, og kurator tog over, var der pludselig ingen aftale længere. Den afsagte dom faldt dog ikke ud til de to lønmodtageres fordel, og det ærgrer man sig over hos Krifa.
“Det er et nederlag for lønmodtagerne, at de ikke kan gøre aftalen gældende. Afgørelsen får helt sikkert betydning for, hvordan vi vil rådgive vores medlemmer fremover, hvis de får tilbudt en fastholdelsesbonus med henblik på at støtte en virksomhed, der er på økonomisk svage fødder,” siger Carl S. Madsen, der samtidig understreger, at sagen handlede om fortolkningen af konkurslovens §56 i forhold til fastholdelsesklausuler.
Et stort nederlag
Det hele begyndte i 2017, hvor legetøjsgiganten Top-Toy kæmpede for sin overlevelse. I et forsøg på at redde virksomheden blev der indgået en aftale med udvalgte nøglemedarbejdere om en fastholdelsesbonus på op til tre måneders løn, hvis de blev i deres stillinger frem til udgangen af januar 2019.
I slutningen af december 2018 blev Top-Toy taget under konkursbehandling, og kort tid efter indtrådte konkursboet i medarbejdernes ansættelsesforhold. To af nøglepersonerne, der er medlem af Krifa, blev og arbejdede i virksomheden helt frem til den 1. marts 2019, men uden at modtage deres fastholdelsesbonus.
Sagen har været igennem både Sø- og Handelsretten og Østre Landsret inden den sluttede i Højesteret. Alle tre instanser gav medhold i kurators synspunkt og det har stor betydning for forståelsen af konkursloven – især §56 i forhold til fastholdelsesklausuler.
“Ifølge afgørelsen er en fastholdelsesbonus hverken et honorar eller en del af den ansattes løn. Det er derimod en præmie, som ikke er dækket af konkursloven. Det er et stort nederlag for lønmodtagerne, fordi de ikke får den bonus, de var lovet for deres loyalitet, selvom de hjalp kurator med at afvikle konkursboet,” siger Carl S. Madsen.