Der er 2.600 flere 25-29-årige unge, der hverken er i arbejde eller i gang med en uddannelse, end der var i 2016, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), og disse unge risikere at blive glemt af omverdenen, frygter organisationen.
Der er for mange unge, der hverken er i job eller under uddannelse, og heller ikke umiddelbart har udsigt til nogle af delene. Det har flere både organisationer og virksomheder flere gange meldt ud de seneste år, hvor bl.a. manglen på arbejdskraft ellers bevirker, at langt flere kunne komme af passiv forsøgelse og ud i beskæftigelse ret hurtigt.
Nye tal AE viser, at denne gruppe unge i alt omfatter 30.000 ufaglærte mellem 25 og 29 år. Dertil kommer, at 43.000 unge mellem 15 og 24 år er uden job og uddannelse.
”Det er bekymrende, at så mange unge er parkeret på sidelinjen. På sigt kan det blive et stort problem for den enkelte, der ikke bliver en del af arbejdsmarkedet, og det vil øge de samfundsøkonomiske udgifter,” siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der samtidig kalder på mere politisk initiativ til at løse problemet.
Også hos mange af de virksomheder, der i dag har svært ved at finde den næste medarbejder, mener man, at der bør gøres langt mere for at få de mange unge i job eller i gang med en uddannelse.
“Jeg synes, det kalder på et initiativ fra politisk side til at se på problemet. Man bør gøre meget mere for at få de unge ind på erhvervsuddannelser og hjælpe alle de unge, der hverken har job eller er i uddannelse i gang, så de kan få indhold i hverdagen. Det vil gavne alle, ” siger Torben Steffensen, direktør i installationsvirksomheden, VS Automatic i Horsens.
Det er bestemt fra Christiansborg, at alle kommuner skal have en kommunal ungeindsats målrettet unge under 25 år. Ungeindsatsen indeholder blandt andet vejledning om valg af uddannelse og erhverv, ligesom alle unge skal have en plan for videre uddannelse, når de forlader grundskolen. Men ungeindsatsen gælder altså ikke for de 25-29-årige.
”To ud af tre af de 25-29-årige uden job og uddannelse modtager en offentlig ydelse. Så gruppen er i høj grad allerede i kontakt med kommunerne, der dermed har en god indgang til at hjælpe dem. Men det kræver, at man investerer i indsatser, der virkelig rykker noget,” siger Emilie Damm Klarskov.
Hos VS Automatic mener man også, at flere virksomheder bør gøre en aktiv indsats for selv at være med til at tage lærlinge ind og dermed uddanne næste generation af faglærte.
“Vi har 30 lærlinge ud af i alt 127 medarbejdere, og jeg mener, at man har en pligt til at hjælpe med at give de unge en læreplads og en god start på arbejdslivet. Har man et relativt ungt miljø, har man også nemmere ved at tiltrække andre unge. Der burde krav om, at man skal tage et vist antal,” siger Torben Steffensen.