I et længere opslag på Instagram har statsminister Mette Frederiksen slået et slag for, at den danske klimaindsats ikke skal gå hurtigere, end at alle kan følge med. Det lyder måske meget sympatisk, men det kan ende med skabe en kløft til den virkelighed, hun ellers så hårdnakket påstår at have begge fødder plantet i.
“Jeg spiser lidt mindre kød. Sparer mere på energien. Tænker over mine valg. Mere og mere,” skriver Mette Frederiksen på sin Instagram-profil i sin helt egen stil med små korte sætninger, så ingen af følgerne farer vild i den jungle, det danske sprog lader til at være for landets statsminister.
I sit opslag slår hun på tromme for den absolut laveste fællesnævner og for alle dem, der går rundt og er sådan lidt bange for, om det der med den grønne omstilling nu kommer til at gå for stærkt. Det må man forstå på Mette, at det meget nemt kan ende med at gøre. Vi skal gå varsomt frem, hvis det ikke skal ende galt, lader pointen til at være.
For er der noget, stereotypen på en dansker ikke kan lide, så er det store armbevægelser og fart over feltet, og den stereotyp er Mette Frederiksen garant for, i hvert fald på dette punkt.
Stereotypen står desværre i skærende kontrast til ønskerne og forhåbningerne fra resten af samfundet og den befolkning, hun har sit mandat fra. At det også står i kontrast til, hvad hendes egen minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, den altid initiativrige, Dan Jørgensen, der sammen med klimaminister, Lars Aagaard, roser sig selv og regeringen for i Politiken, gør ikke sagen meget bedre.
Frygten for det skæve
Ser man på det danske erhvervsliv og alle de virksomheder, hvor man må gå ud fra at en væsentlig del af Mette Frederiksens vælgere tjener til livets ophold, så oplever disse en noget anderledes tilgang, end den statsministeren lægger for dagen.
Her mødes man af konstant skærpede klimakrav, krav om afrapportering ned til mindste decimal og mange virksomheder er konstant på jagt efter nye måder at blive mere klimavenlige, og i det hele taget leve op til ESG krav og egne krav bedst muligt.
Lars Aagaard udtalte forleden i P1, at 80 procent af befolkningen skal kunne se sig selv i klimapolitikken, hvilket i sig er et astronomisk højt krav for enighed og opbakning fra den danske befolkning. Til sammenligning fik Socialdemokraterne 27,5 procent af stemmerne ved valget i 2022. Med andre ord, klimaministerens drøm om en opbakning på 80 procent er en umulighed.
I sit Instagram-opslag forklarer Mette Frederiksen videre, at hvis vi “træffer store grønne beslutninger uden blik for, hvem i Danmark de rammer hårdest, så risikerer vi også at ramme skævt. Skabe mere ulighed.” Da hendes ord ikke rigtig bliver fulgt op af nogle former for fakta, står det lidt hen i det uvisse, hvem disse store grønne beslutninger ender med at ramme så hårdt. Det må vi gætte os til.
Og der har vi netop problemet. For hvem andre end hende selv kan tage sig den luksus at tage den grønne omstilling så stille og roligt?
De danske virksomheder kan ikke, for så kommer både Danmarks og EUs love og regler efter dem. Befolkningen kan heller ikke rigtig, for vi stiller også stadigt flere grønne krav til os selv, vores arbejdspladser, indkøb, transportmidler og til hinanden.
Dan Jørgensen og Lars Aagaard kan tydeligvis heller ikke, deres indlæg i Politik taget i betragtning, men slår tværtimod på tromme for, at det allerede går umådeligt stærkt med den grønne omstilling i Danmark, og at det skal gå endnu stærkere herfra.
Uværdigt
At statsministeren ikke vil skabe en ulighed og en kløft i samfundet, er som sådan prisværdigt nok, og den pointe, hun håbede, vi alle sammen ville drage af opslag. Desværre for hende gik det stik modsat, med flere tusinde sure og bekymrende kommentarer, og nu kan vi endda lægge denne klumme med i samlingen.
For den kløft, Mette Frederiksen så gerne vil undgå, har hun selv sat trumf under, da hendes ord står i skærende kontrast til det samfund, vi andre trasker rundt i hver dag. Kløften er ikke mellem dem, der vil gennem føre den grønne omstilling og alle dem, der frygter at få deres baghave fyldt op med vindmøller eller have sommerhuset indhegnet af solceller.
Nej, kløften er blandt andet skabt mellem alle de virksomheder, der har taget det ene skidt efter det andet for at udlede mindre CO2, producere mere bæredygtigt, gå fra diesel til el, og sikre bæredygtighed helt ud til forsyningskædens yderste led – og landets statsminister, der synes, at det er mere end rigeligt at “spise lidt mindre kød. Spare mere på energien. Tænke over sine valg. Mere og mere.”
Statsministerens virkeligheden minder meget lidt om den, man oplever ude i erhvervslivet, hvor man ikke kan dække sig ind bag en udefineret frygt for, at det der med at sænke sit CO2-aftryk endelig ikke må gå for stærkt. For ude i virkeligheden gælder virkelige regler og krav.
Virksomhedernes arbejde med at blive mere klimavenlige foregår hver eneste dag, og det ville klæde landets øverste embedsmand at anerkende dette.
At fedte egen nøl og frygten for vælgerflugt ind i en fortælling om, at man tager hånd om alt det skrøbelige og det nære, før man tager hånd om alt det store og svært forståelige, tjener ingen til ære. Slet ikke en statsminister.