Der er få ting, der kan få mediernes uddelte opmærksomhed og beundring, som når danske restauranter høster stjerner fra Michelin. Men mediernes ukritiske hyldest af Michelin-segmentet er også med til at dække over en branche, der åbenbart ser stort på medarbejdernes vilkår.
Kan du mindes én tilnærmelsesvis kritisk historie om den danske restaurationsbranche fra et dansk medie, da der sidste gang blev delt Michelin-stjerner ud?
Jeg kan ikke umiddelbart. Til gengæld husker jeg det som om, at de fleste medieflader skummede over med ros, jubel og så ukritiske interviews, at ingen PR-afdeling kunne ønske sig mere. Sådan er det år efter år.
Men på det seneste har medierne under foranledigelse af en gruppe ansatte på danske Michelin-restauranter, der råber op om vanvittige arbejdsforhold, fået øjnene op for, at selv en Michelin-restaurant ikke er ufejlbarlig.
Sigende var det derfor også, at det sidste år ikke var Lisa Lind Dunbars artikel i danske Atlas, der vakte opmærksomhed, men at dette først skete,da et udenlandsk medie i form af Financial Times, bragte historien, der fik glasuren over disse restauranter til at revne.
Her fortalte hun og andre bl.a. om en arbejdskultur med sexisme, racisme, homofobi, mobning og farlige arbejdsforhold, der fandtes i den danske restaurationsbranche, hvor især mediedarlingen Noma blev nævnt flere gange.
Nu er kritikken så kommet tilbage i form af dokumentaren ‘Den bitre smag af Michelin‘, hvor en række ansatte på danske Michelin-restauranter råber om de elendige arbejdsforhold, de mødes af. Det omfatter blandt andet alt for lange arbejdsuger, manglende betaling for overarbejde, ulønnede prøvevagter og trusler om at blive trukket i løn.
Dokumentaren falder pudsigt sammen med Brødrene Prices strid med 3F, som de har opsagt deres overenskomst med, bl.a. for at kunne spare små hundrede kroner i timen på lærlinges løn.
Ganske vist har flere af disse historier tittet frem før, men de har omvendt ikke ført til en mere kritisk tilgang over for disse restauranter i mediebilledet.
Tænkte du nu, at dokumentaren fra TV2 og sagen om Brdr. Price ville få medierne til at træde varsomt, og evt. forholde sig kritisk til arbejdsuger på 60-80 timer, selvom kontrakterne siger 37-40 timer, så lad mig præsentere dig for Berlingskes mangeårige madanmelder, Søren Frank, der i en klumme fabulerer over, hvad ordnede vilkår på Michelin-restauranterne dog ikke vil gøre ved hans fine-dining-oplevelse med overvejelser såsom;
“Jeg kan for eksempel ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske med dem hjemlige restaurantscene, hvis man ved et trylleslag kunne indføre en reel 37,5-timers arbejdsuge i branchen.”
Hvad der reelt vil ske med et sådan indgreb i branchen, skal jeg ikke kloge mig på, men kan konstatere, at mange andre brancher klarer sig ganske udmærket under f.eks. overenskomstmæssige forhold, og med at de ansatte arbejder 37,5 timer om ugen.
Hvad end konsekvensen af de ordende forhold, som Søren Frank sidder i Pilestræde og frygter, og i øvrigt kalder for en del af “Woke-bølgen”, så vil mit stille håb være, at medierne over en bred kam dropper mikrofonholderiet og den næsegrus beundring, når det kommer til kokke, der kandiserer en grankogle og putter strandarve på maden med en pincet.
For den uklædeligt ukritiske tilgang, der i den danske presse er over for landets gode, dyre og fine restauranter, er decideret virkelighedsfjern, især når den viser sig at dække over elendige arbejdsforhold og lovbrud.
Klaus Thodsen er redaktør på Marketconnect.dk