Der har i længere tid været debat om, hvorvidt man i f.eks. butikker og på restauranter skal tage imod kontanter ved betalinger. Men nu er erhvervsministeren på banen med et forslag, der i hvert fald midlertidigt skal lempe kontanttvangen – og det er særdeles positivt.
Jeg ved ikke med dig, men for mig er der meget langt imellem, at jeg finder kontanter frem for at betale for mine varer, min mad eller mine øl. Faktisk kan jeg i skrivende stund ikke mindes, hvornår det sidst er sket – i hvert fald ikke herhjemme i Danmark.
Egentlig tror jeg ikke, er jeg er et unikum, hvad dette angår – og mon ikke at også du, kære læser, enten hiver kortet eller mobilen frem, når du skal betale for dette eller hint.
Ifølge en ny rapport foretaget af Visa, er digitale wallets blevet stadigt mere populært i Danmark, og mobilbetalinger er nu den næstmest almindelige betalingsform i Norden – rapporten estimere således, at digitale betalinger i 2026 vil stå for en omsætning på 45 milliarder dollars.
Al denne moderne teknologi overtager mere og mere for kontantbetalinger, der mange steder stort set er en saga blot – og som mange steder også er en kilde til bøvl og frustration. Eksempelvis er der mange caféer og restauranter, der ligger godt afsides på de små danske øer eller langt ude i sommerhusområderne, hvor vejen til en bank, der ikke er kontantfri, er brolagt med mange kilometers tidsspild – før man som restauratør kan sætte mønter og sedler ind på kontoen.
Det giver derfor på alle måder mening, at man som minimum lader det være op til de erhvervsdrivende selv, om de vil tilbyde betaling med kontanter – eller om de satser på, at kunderne har fulgt bare lidt med den teknologiske udvikling de seneste 25 år.
Hidtil har dette dog ikke været højt på politikernes dagsorden, og forslag om lempelser eller afskaffelse af den såkaldte kontantpligt, er blevet skudt ned eller skudt til hjørne, når debatten har været rejst.
Men måske bliver der nu lavet om på dette. Onsdag d. 24. april fremsatte Erhvervsminister, Morten Bødskov (S) et forslag om ændring af betalingsloven – og i hvert fald en tidsbegrænset lempelse af kontantpligten.
“Med forslaget vil det således fortsat være muligt at betale for varer med 1.000-kronesedler, hvis betalingsmodtageren skal give præcis 500 kr. eller mindre tilbage i byttepenge. Det vil sige, at betalingsmodtager kun er forpligtet til at modtage betaling med en 1.000-kroneseddel, hvis købesummen overstiger 500 kr.,” skriver Romy Andersen, politisk chef for Danmarks Caféer og Restauranter, på LinkedIn.
Skulle fornuften for en sjælden gangs skyld råde i dansk politik, så er der nu en reel chance for, at der bliver gjort noget ved en af de største uindfriede no-brainers i krydsfeltet mellem politik og erhvervsliv.
For det giver ingen mening, at man som restauratør skal tvinges til at facilitetere kontantbetalinger, som stadigt sjældnere finder sted – og som derudover øger bøvlet og bureaukratisk for begge parter.
Klaus Thodsen er redaktør på Marketconnect.dk