Store Bededag er gået hen og blevet den helt store politiske kampplads, og for Mette Frederiksen er kampen om afskaffelsen af helligdagen en kamp mod hendes egne kernevælgere; den helt almindelige lønmodtager.
“Den rigdom, der ligger og venter på os alle – i den danske muld – i de danske næver, hvis bare vi gider tage fat,” siger Jørgen Varnæs fra talerstolen som konservativ folketingskandidat i tv-serien, Matador.
Han sagde det i 1930, men det kunne sådan set ligeså godt være sagt i dagens Danmark. For også for den moderne dansker ligger der rigdom for enden af den ekstra arbejdsdag, hvis vi da bare gider tage fat.
Ligesom virkelighedens Mette Frederiksen, kæmper også fiktionens Jørgen Varnæs for det danske forsvar.
Jørgen Varnæs talte i en tid, hvor arbejderbevægelsen havde fået magt, som den længe havde haft agt – og Socialdemokratiet havde vundet valget i 1929, efter i årtier at have kæmper for en kortere arbejdsdag, bedre forhold og bedre løn. Med Socialdemokratiets sejr, sejrede også fagbevægelsen.
I modvind
I dag er det lige omvendt. Mette Frederiksen og resten af SVM-regeringen kæmper nu for mere arbejde til danskerne, og prisen for dette er Store Bededag. Ligesom Jørgen Varnæs mener Mette Frederiksen, at danskernes arbejde skal udmønte sig i et stærkere forsvar.
Tiderne kræver det, ganske enkelt, og pengene kan simpelthen ikke findes andre steder.
Interessant er det dog, at Mettes egen vælgerbase i den grad vender hende ryggen. Fagbevægelsen vil ikke være med på afskaffelsen af helligdagen, og Fagbevægelsens Hovedorganisation opfordrer ligefrem sine medlemmer til at skrive under på at bevare Store Bededag.
Det samme gør i øvrigt 3F, HK Danmark, FOA, Dansk Metal, Dansk Sygeplejeråd, Danmarks Lærerforening, BUPL og Fødevareforbundet NNF, og sikkert flere endnu. Derudover er der også fra fagbevægelsens side indkaldt til demonstration.
Det er altså en betydelig del af vælgerbasen, der er lodret imod regeringens forslag. Spørger man i fagbevægelsen, går forslaget om afskaffelsen af Store Bededag direkte imod den danske model; hvor det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler om den slags. Trumfes denne beslutning igennem, har fagbevægelsen mistet en del af sin eksistensberettigelse.
Forslaget kommer efter en række sager, hvor især Socialdemokratiet har kæmpet hårdt mod fagbevægelsen. Mange husker nok sygeplejerskernes strejke, der blev stoppet med et lovindgreb fra den tidligere regerings side.
Et nederlag for sygeplejerskerne, en sejr for dem, der påstår at kæmpe for sygeplejerskernes interesser.
Nytænkning, tak
Det er tankevækkende, at man med et af verdens højeste skattetryk i ryggen, i årtier ikke har prioriteret at styrke Forsvaret, men kommer halsende efter udviklingen nu, hvor behovet faktisk er her. Man kan spørge sig selv, hvad de seneste årtiers forsvarsministre dog har lavet, siden de ikke har formået at løse denne grundlæggende opgave i tilstrækkelig grad.
Netop forsvarets egen fagforening er i øvrigt også gået imod forslaget, da de ikke vil tages til gidsel i en politisk kamp, de ikke mener, at have noget at gøre i.
I løbet af januar kom det frem, at der som ved et lykketræf var fundet 52 milliarder mere i landets budget, som man ikke havde regnet med. Hvilket i sig selv er en bekymring værd.
Med disse ekstra milliarder i mente, kan det virke absurd, at Store Bededag skal afskaffes, for at vi, med Jørgen Varnæs’ ord, kan høste rigdommen i de danske næver, hvis bare vi gider tage fat. Det lugter fælt af at være en manøvre, hvorved man med et belejligt påskud kan snige lidt ekstra skatteindtægter i kassen.
Og ja, de 52 milliarder er ikke en varig finansiering, som investeringerne i Forsvaret kræver. Men de kan ikke desto mindre finansiere os på godt vej, og så kunne de folkevalgte med fordel bruge den vundne tid på at finde på et finansieringsforslag, der ikke endnu engang bygger på mere skat og yderligere tilsidesættelse af den danske model.