Der er ikke meget, der kan få en kreaklasse-københavner væk fra pseudoarbejdet og til SoMe-tasterne, som når byen omkring dem langsomt ændrer sig. Det så vi med Irma, og nu ser vi det igen med en gammel slagterbutik. Men verdens forfald er nok i sidste ende til det fælles gode.
“Slagteren ved Kultorvet lukker!!”
Sådan stod der harmdirrende i mit SoMe-feed efter offentliggørelsen af, at den gamle hæderkronede slagter på Kultorvet må dreje nøglen om. Det er jo i sig selv en beklagelig situation, men så langt fra enestående i disse tider – især ikke når man lige husker sig selv på, at benævnte slagter har hørt til på adressen i 135 år.
Det har også fået Berlingskes dygtige Søren Jacobsen Damm til tasterne i et melankolsk indlæg, der begræder den beklagelige udvikling middelalderbyen i København har gennemgået på bare 600 år. For intet er, som det var, må man forstå, men når man tænker over det, er det måske egentlig meget godt.
For som Damm selv siger, så har han ikke handlet hos Slagteren ved Kultorvet gennem længere tid, hvilket jeg heller ikke selv har – det er vel snart 15 år siden sidst – for jeg gør nemlig som de fleste andre, og vader lige forbi dag ud og dag ind.
Det regnvåde Dubai
Ja, det er da ærgerligt, at byens gamle butikker, værtshuse og andet forgår og erstattes af nyt og ukendt. Jeg har selv måtte se mangt en butik, restaurant og vandhul lukke i de gamle gader i mine år som københavner, aarhusianer og ripenser. Jeg har sådan set boet i eller tæt ved middelalderbyer stort set hele mit liv, og ja, disse er ikke, hvad de har været.
Men inden man begræder, at strædets engang førende handskeforretning nu er en saga blot, at den inkompetent drevne beværtning er det samme, og at huslejestigninger har drevet Slagteren ved Kultorvet til lukning, så bør man huske på, at byen faktisk udvikler sig naturligt – hvilket den har gjort hver eneste dag de seneste 600 år.
Når jeg går gennem gader og stræder, ser jeg et utal af caféer, der altid bugner af gæster, jeg ser tøjbutikker og alskens andre handelsdrivende, der lader til at klare sig på det marked, de er en del af.
Jeg ser levedygtige butikker, der åbenbart kan tjene til både lønnen og huslejen, og som nyder godt af de centrale placeringer, hvor der er kommer alt fra krydstogtturister til studerende og nostalgiske journalister sjoskende forbi i hobetal de fleste af døgnets timer.
Anken mod alle de disse levedygtige butikker er ofte, at de er det, Damm kalder “ligegyldige generiske butikker og kæder”, der jo pr. definition er kedelige, og det er da ofte også rigtigt. Men her bør man måske indskyde, at en butik, der har kunder, kan sælge sine varer, skabe overskud og arbejdspladser, pr. definition ikke er ligegyldig. Snarere har den nok efterfulgt noget, der med tiden var blevet ligegyldigt.
Man må spørge Søren Jacobsen Damm og andre som ham, hvad alternativet til dette nye status quo egentlig er?
Dette “regnvåde Dubai”, som han kalder det, er måske nok ikke stedet, hvor man i dag kan handle kød på en af byens dyreste adresser, og hvor “Vedbæk-fruen købte kaviar i Nørreport Fiskehus”, eller hvor de studerende raskt løb glade omkring og drak et krus øl til 14 øre stykket som i Charles Tante.
Nej, i dag er det et såkaldt “Herning på speed”, hvor turister kan handle det danske BNP i vejret, hvor alle vi andre kan få sig en kop kaffe på en kædecafé, men også købe os en ny plade i Sound, købe en bog om Slaget ved Gallipoli i Vangsgaards Antikvariat, eller sågar en øl på Byens Kro.
En Silvan i to etager?
Ifølge Damm er der tale om en såkaldt “åndsmassakre”, som man knapt kan være bekendt at vise frem for gæster. Man fristes næsten til at spørge, hvilken gæst der dog ville harcelerer over manglen af en god slagter på byens centrale torv og samtidig overse hvor rigt et udvalg af muligheder, der er i Indre By.
Ligesom man med rette kunne spørge byens Ditte Gieser om, hvorfor de dog ikke handlede mere i alle de Irmaer, de satte så uendeligt højt, må man spørge byens Søren Jacobsen Dammer, hvad de egentlig selv gør for at sikre overlevelsen af de hæderkronede butikker, der lader til at udgøre en så stor del af deres åndsliv.
Hvis man er i chok over, at der ligger en Silvan i to etager på Kultorvet, en spytklat fra Damms egen kontorstol i Pilestræde, og tæt på tusindvis af menneskers arbejdsplads og de trafikale knudepunkter – (hvilken erhvervsdrivende kunne tænke sig en bedre placering?) – så kan man jo lade være med at handle der.
Man kunne også have valgt at handle i den sikkert hæderkronede butik, der tidligere lå på denne og de nærliggende adresser, inden også de måtte dreje nøglen om som endnu et ‘kannibaliseret” offer for generiske kæder og huslejestigninger. Det valgte langt de fleste tydeligvis også at lade være med.
Til syvende og sidst, så er den eneste udvej, hvis man vil redde byens hæderkronede butikker fra en langsom død på profittens Golgata, at man rent faktisk selv gider handle der og lægge nogle penge i kassen, så de kan overleve i det marked, de på godt og ondt er en del af. Gider man ikke det, så spiller man en aktiv del i denne påståede omdannelse af det farverige København anno 1424 til Herning anno 2024.
Men alt tyder jo på, at det gider kun de færreste. Vi gider ikke købe dyrt kød et så upraktisk sted som på Kultorvet, når vi kommer forbi et utal af udmærkede supermarkeder på vejen hjem. Vi køber ikke vores øl til 75 kroner på den 300 år gamle kælderbeværtning, hvor vi er de eneste ikke-turister. Vi gad heller ikke gå turen helt om i Irma, hvis vi skulle forbi både Rema og Netto på vejen.
Ganske vist bliver den, der gifter sig tidsånden, enke i evigheden, men ikke desto mindre, så kræver det en aktiv indsats at redde fortiden fra fremtidens ligegyldigheder og forfald. Det er der desværre bare meget få, der gør. Jeg er på mange områder en af dem, der ikke gør nok – det er de fleste andre tydeligvis også.
Klaus Thodsen er redaktør ved Marketconnect.dk