Repræsentanter fra Danmark er i dag i Bruxelles for at arbejde videre med forslag om klarere regler, der skal begrænse eksporten af tekstilaffald til u-lande.
Omkring 8 procent af verdens udledning af klimagasser skyldes tekstilindustrien. Alligevel kan tekstilaffald frit sendes fra fx Danmark til tredjelande, der ikke har samme regler for håndteringen af affaldet.
Derfor er milljøminister, Magnus Heunicke i dag i Bruxelles for at søge opbakning til et forslag om globale regler, der skal begrænse den store mængde tekstilaffald, som Danmark og Europa hvert år eksporterer til u-lande.
Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
”Vi skal stoppe med at eksportere vores affaldsproblemer. Jeg har netop været i Kenya og set konsekvenserne af de enorme mængder tekstilaffald, vi eksporterer. Det er vi nødt til at ændre på,” siger miljøminister Magnus Heunicke.
Arbejdet skal tages videre i FN
Gennem de seneste 20 år er der sket en tredobling i EU’s eksport af tekstiler. I 2019 eksporterede EU 1,7 millioner tons tekstiler. Det foregik primært til lande i Afrika og Asien, hvor der ikke er kapacitet til at håndtere dem miljømæssigt forsvarligt. Derfor ender meget af affaldet på lossepladser eller i naturen.
Derfor glæder det også miljøministeren, at Sverige og Frankrig allerede har understreget, at de støtter forslaget, som i sidste ende skal munde ud i et forslag i FN.
”Nu håber jeg, at mine kollegaer er i EU vil bakke op om denne sag, som Frankrig og Sverige allerede har gjort. Eksporten af tekstilaffald, og dermed vores egne tekstilproblemer, er ude af kontrol. Der er behov for at tage ansvar og sætte en klar, markant dæmper på det,” siger Magnus Heunicke.
Forslaget betyder, at der laves regler i FN’s Basel-konvention om, at modtagerlandene aktivt skal acceptere at importere tekstilaffald og dermed bekræfte, at de kan håndtere affaldet miljømæssigt forsvarligt. Eksportlandene skal selv sikre, at det er tilfældet.