Italienske Modula har kigget mod Danmark i søgningen efter autonome mobile robotter. Og valget er faldet på danske Mobile Industrial Robots.
Der er meget tidsspild i en almindelig arbejdsdag, hvor end man arbejder. Meget tid kan optimeres og effektiviseres ved hjælp af de rigtige værktøjer og redskaber. Og med tider, der byder på massiv mangel på arbejdskraft, gælder det for mange virksomheder om at effektivisere så meget som muligt.
Det gælder ikke mindst den interne logistik og lagerhåndtering, som er en stor tidsrøver i mange organisationer. Og derfor har italienske Modula, en global topleverandøren af lagerautomater, indgået et partnerskab med Mobile Industrial Robots (MIR).
De danske autonome mobile robotter (AMR) indgår nu i en strømlinet, gennemtestet løsning, der her i landet forhandles af Modulas partner Hans Schourup A/S. Software- og hardwaremæssigt er lagerautomaten og robotteknologien bundet sammen, så automaten f.eks. kan fortælle den mobile robot, at der er varer til afhentning eller bestille robotten til aflevering af varer i automaten.
“Med Modula og MiR kan man tænke logistikken i en produktion helt anderledes. Det giver virksomhederne muligheder for at automatisere i små bidder og aflaste medarbejdere på de mest monotone opgaver til at starte med,” siger Ronni Nielsen, der som Sales Director for OEM hos MIR.
Både fremstillingsindustrien, logistikbranchen, webshops, detailhandel, grossister, hospitaler, værksteder mv. kan ifølge MIR profitere af en effektiv intern logistik, hvor robotter klarer ”benarbejdet” og sørger for, at materialer, emner og varer er fremme, når de skal bruges i forretningens arbejdsgang.
“I eksisterende fabrikker møder man ofte ledere, der mener, de har optimeret alt. Rigtig mange steder bruger man standardpaller selv til små emner, blot fordi man nu engang har pallevogne. Men sådan behøver det ikke være. Med os kan man tænke en produktion helt anderledes og udnytte både kvadratmeter og arbejdstid mere effektivt,” siger Ronni Nielsen.

