De fleste virksomheder drømmer om at rykke ind på nye markeder, erobre andele og skabe sig en succes udenfor landets egne grænser. Men hvordan tager man springet og etablerer sig på nye markeder? André Fehrn, CEO i Shape Robotics, løfter lidt af sløret i dette afsnit af SelskabsDialogen.
Gennem de seneste år er den danske edtech-virksomhed, Shape Robotics, der bl.a. laver robotter og smart-labs til skoler, blevet stadigt mere etableret udenfor Danmark – ikke mindst i Rumænien, hvorfra danskerne tidligere på året modtog en ordre på knap en kvart milliard kroner.
Men hvordan endte det netop med at være Rumænien, der blev det store spirende marked for Shape Robotics?
“Ja, hvordan endte det med at blive i Rumænien? Vi havde en forholdsvis lille distributør i Rumænien med fire ansatte, der en dag sagde, at han mente, at han kunne få os ind i nogle store projekter i landet. Vi gik i dialog med distributøren, som vi endte med at købe, og så startede vi det her projekt op sammen med Rumænien, som også blev valgt, fordi de er et af de lande, der modtager flest penge fra EU til at digitalisere uddannelsessektoren,” siger CEO i Shape Robotics, André Fehrn.
Samtidig lægger André Fehrn ikke skjul på, at når man netop skal ind på markedet for uddannelse i et fremmed land, så kræver det et lokalkendskab, man typisk ikke selv har internt i virksomheden.
Dermed står virksomheden overfor et dilemma, om man skal opkøbe virksomheder eller ansætte lokale, der kan varetage opgaverne på vegne af hovedkontoret i Danmark.
“Det er simpelthen kold kalkule, om man skal ansætte lokale og så vente op mod et år på, at de er klar til at kunne løfte opgaven, eller om man skal finde et selskab, som har det setup, som vi skal bruge i forhold til vores vækst, og så købe ekspertisen på den måde. Her valgte vi det sidste,” siger André Fehrn.