Der er stor mangel på arbejdskraft i hotel- og restaurationsbranchen, og det får nu a&o hostels til at iværksætte helt nye initiativer for at tiltrække fremtidens arbejdskraft.
At skaffe flere hænder til arbejdspladsen er en evig kamp for mange i den danske hotel- og restaurationsbranche, når der skal ansætte nyt rengøringspersonale, nye receptionister eller noget helt tredje.
Det får nu a&o Hostels på Nørrebro og i Sydhavnen til at gå nye veje for at hente og fastholde nye medarbejdere.
Og frem for at tage fat i de klassiske initiativer, når nye medarbejdere skal findes, har man valgt at kigge i en helt anden retning.
“Vi hjælper ofte tilflyttende medarbejdere med at finde et sted at bo, og nu ryster vi posen en ekstra gang for at tiltrække nye, engagerede ansatte. Gratis transport og husleje den første måned fjerner nogle af de opstartsudfordringer, unge tilflyttere har. Det skal være nemt at flytte til byen og nemt at komme til og fra arbejde, fordi det giver ekstra overskud til det allervigtigste, nemlig gæsterne,” siger Managing Director hos a&o Hostels, Kasper Rønnow.
Hotelkæden ansætter mange udlændinge på deres hoteller, og derfor giver det ifølge Kasper Rønnow, god mening at iværksætte initiativer, der gør det så let som muligt for disse at komme i gang med arbejdet hos a&o Hostels i Danmark.
Samtidig implementerer a&o i København et ‘Workation-program’, der giver alle ansatte i kædens resterende 38 hoteller rundt om i Europa mulighed for at rejse til København og arbejde på et af de to hostels i op til to måneder.
“Mange unge ønsker i dag en fleksibel hverdag, hvor de både kan rejse og arbejde på samme tid. Det er lige præcis det, vi kan tilbyde. Til gengæld får vi mulighed for flere nye medarbejdere, der i forvejen kender a&o’s koncept og med det samme kan træde til og levere en ekstra indsats,” siger Kasper Rønnow.

