En ny analyse fra Greater Copenhagen kaster lys over de potentielle samfundsøkonomiske gevinster ved at nedbryde grænsehindringerne på tværs af Øresund.
Gider du pendle frem og tilbage over Øresund hver dag?
Er svaret nej, så er du lige på dette punkt, som folk er flest. Ulysten til dette pendleri, der ellers ikke tager alverden med tid, ligger for manges vedkommende i det bureaukrati og bøvl, der kan opstå, når vi skal krydse grænsen til og fra Sverige.
I dag pendler omkring 19.000 personer dagligt over Øresund for at arbejde. Dog er dette antal betydeligt lavere end potentialet, primært på grund af eksisterende hindringer, der komplicerer ansættelse og rekruttering på tværs af sundet.
Men ved at fjerne barrierer for arbejdsmarkedet og investere i infrastruktur kan hele regionen opnå betydelige produktivitetsforbedringer, hvilket kan styrke konkurrenceevnen og øge væksten, viser ny analyse fra Greater Copenhagen.
Ifølge analysen kan årlige produktivitetsgevinster på 1,3 milliarder danske kroner opnås gennem tværnationale arbejdsmarkedsforanstaltninger såsom revision af den eksisterende Øresundsaftale, der regulerer skatter og pensioner for grænseoverskridende arbejdstagere.
“Nu har vi konkrete tal, der viser, hvad der kan opnås med relativt enkle foranstaltninger. Vi opfordrer derfor både den danske og svenske regering til at fuldføre revisionen af Øresundsaftalen og iværksætte en fælles undersøgelse af nye faste forbindelser over Øresund. Sammen kan vi skabe en succesrig og internationalt konkurrencedygtig region med påviste fordele for samfundet, virksomhederne og borgerne,” siger Tue David Bak, Managing Director i Greater Copenhagen.
Desuden kan etableringen af to nye faste forbindelser over Øresund generere årlige produktivitetsgevinster på 6,9 milliarder dansk kroner. Omvendt ville genindførsel af ID-kontrol med transportøransvar føre til et årligt tab på 4,9 milliarder.