Ni ud af ti børnefamilier har købt brugt inden for det seneste år, og 60 procent tænker genbrug ind i børneopdragelsen, viser nye tal fra Genbrugsindeks 2023.
Gennem de seneste år er genbrug blevet stadigt mere populært på tværs af den danske befolkning, hvor stadigt flere vælger at købe diverse produkter brugt, frem for at købe splinternyt fra butikken.
Nye tal fra Genbrugsindeks 2023 viser, at ni ud af ti danske børnefamilier har handlet genbrug det seneste år, og 59 procent mener, at det er vigtigt, at deres børn bliver vant til at købe og sælge genbrug.
Det nyder man især godt af hos genbrugskæden, Børneloppen, der med tolv forretninger landet over, hver dag er i kontakt med mange kunder, der vælger et alternativ til at købe nyt. Og det mærker medejer Johanna Kiel tydeligt.
“Forældrene vil gerne inddrage børnene i hele processen omkring genbrug, og børnene vil gerne være med. For mange handler det om at få den cirkulære tankegang ind allerede fra barndommen – at børnene for eksempel kan få nyt legetøj, hvis de sælger deres gamle. På den måde bliver de inddraget, og de synes ofte, at det er rigtig sjovt,” siger hun.
Ifølge professor i sociologi Bente Halkier kommer danske forældres interesse for genbrug af flere årsager, og hun fortæller samtidig, at der for mange også er et socialt lag i det at købe genbrug, og at det handler om, hvem man som identificerer sig med.
“Derfor kan genbrug også sagtens begynde at være et nyt udtryk for status. Hvor genbrug tidligere måske mere har handlet om at spare penge, og nogle grupper derfor genbrugte ’af nød’, så er der sandsynligvis nu nogle grupper som genbruger, fordi det giver dem høj status som miljøbevidste,” siger hun.
Hun fortæller videre, at der en normændring undervejs, hvor folk gerne vil signalere til omverdenen, at de handler brugt.
“I 2022 var der dog også inflationskrise, hvor mange gerne ville spare penge. Så det handler ikke kun om klima,” siger hun.