Et satirisk indslag fra James og Adam Price i et DR-program fik konflikten mellem brødreparrets restaurantkæde, Brdr. Price og 3F til at blusse op. Men ifølge Freja Brandhøj, politisk direktør i Danmarks Restauranter og Caféer, viser konflikten, at 3F har mistet grebet om virkeligheden.
Et humoristisk indslag fra Brdr. Price om fagforeninger og overenskomst har skabt røre. Og selvom jeg må erkende, at den redaktionelle timing fra Spise Med Price-redaktionen er lidt off i forhold til den nuværende dokumentar på TV2, så hverken kan eller skal de stå til regnskab for de brodne kar, der stadig findes i branchen.
De står nemlig for langt mere og langt bedre – og deres program ”Natmad”, er både et morsomt og et autentisk billede af overenskomsten som en vare, der hverken er tidssvarende eller aktuel – og derfor er det f.eks. kun 6 procent. af vores medlemmer i DRC, der har overenskomst, og branchen generelt ligger på omkring 10 procent, så vi er altså en af de mindst organiserede brancher overhovedet.
Rimelighed
Når man laver satire, kommer man med en række centrale pointer, som jo kan være ganske alvorlige – og det mener jeg også, de er her. For det er da ærgerligt at fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningerne ikke kan lave en attraktiv aftale, til gavn for alle parter.
Konflikten har kørt helt efter bogen. Efter forhandlingerne om overenskomst brød sammen, har brødrene gjort som den danske model foreskriver og iværksat en frigørelseskonflikt. Hvad pressen ikke har fortalt om konflikten er, at det i tilfældet med Brdr. Price er fire medarbejdere ud af 450, som var medlem af en fagforening, og som dermed blev lockoutet. Restauratørerne er altså hverken i krig eller konflikt med deres medarbejdere – tværtimod.
Derudover har brødrene jo netop påbegyndt forhandlingerne i håb om at få en overenskomst, men med et krav om at den skal understøtte udviklingen som en attraktiv arbejdsplads og karrierevej i vores fantastiske branche, ikke begrænse den.
En af de helt store ønsker fra Brdr. Price, var et opgør med det nuværende lønsystem, hvor ufaglærte tjenere, altså mennesker som kommer ind fra gaden helt uden erfaring, har krav på samme mindsteløn som en faglært tjener med knap fire års erhvervsuddannelse – og ovenikøbet en højere mindsteløn end de faglærte kokke og receptionister.
Det kan både jeg, og de fleste andre, faktisk godt se rimeligheden i at ændre. Det burde 3F også kunne, da det jo netop også er deres erhvervsuddannelse.
Tvang eller ej
Det er skønt, at DR kan lave satire om fagbevægelsen og krydre det med en god omgang sarkasme og selvironi. Det skal både fagbevægelsen og de venstreorienterede magasiner kunne leve med. Selveste fagbevægelsen bør også udfordres, når den står fast på gakkede regler og nægter at indgå kompromisser. Ifølge FNs menneskerettigheder skal der være ret til at forsamle og organisere sig, hvilket jeg er helt enig i – og det skal lande som Iran mindes om igen og igen.
Dog skal vi måske også i Danmark nogle gange mindes om, at man har samme ret til ikke at organisere sig og ikke at skulle tvangsorganiseres i specifikke fagforbund. Det skal drengene i lufthavnens bagagebånd mindes om, og det skal vi også minde os selv om i denne sag.
Kritikken fra Prices madprogrammer på DR er et forfriskende og befriende indspark til debatten, og et ærligt, om end satirisk, indblik i, hvordan livet som restauratør, med en fagforeningspart, der stoppede udviklingen og selvindsigten i 1950’erne, ser ud og opfattes i og af branchen. Det gør ondt på 3F.
Brødrene leverer et tiltrængt tryk tilbage på den institution, som mange medier helgenkårer, men som ikke leverer på netop det de prædiker, i hvert fald ikke inden for vores branche. Det faktum, at 3F ikke har en tidssvarende vare på hylderne til restaurations- og oplevelsesbranchen er hamrende ærgerligt – og det kalder på handling.
De seneste ugers fokus på kritisable forhold i branchen, som følge af TV2-dokumentaren “Den bitre smag af Michelin” viser med al tydelighed, at disse ting foregår i virksomheder med overenskomst, såvel som i dem uden. Hvordan sikrer vi så i fællesskab, at der rent faktisk bliver gjort op med alt det?
Det gør vi ved netop at udfordre overenskomsten og skabe en ny og relevant af slagsen, for der er mange virksomheder, der trænger til at få netop bedre løn- og arbejdsvilkår. Vi kan starte med at inkludere alle de nye stillingskategorier, der har gjort deres indtog, samt se på den nødvendige fleksibilitet inden for de forskellige stillinger.
Derudover skal vi have et skarpt fokus på at skabe den bedste grund- og lederuddannelse, gode praktikforhold og generelt gode ansættelsesmiljøer og -forhold. Derfor skal fagbevægelsen og brancheorganisationerne rykke sammen i bussen og få handlet på det – sammen.
Freja Brandhøj er politisk direktør i Danmarks Restauranter og Caféer.