Trods usikker økonomi er arbejdsløsheden rekordlav i Danmark, og erhvervslivet kæmper dagligt om de dygtige medarbejdere. I forsøget på at tiltrække og fastholde ansatte, dækker flere virksomheder nu medarbejdernes tandlægeregning.
Hvad tiltrækker dig ved et nyt job?
Udover selve jobbet, er der nemlig mange andre store og små goder, der kan være med til at trække os ind i den ene virksomhed frem for den anden. Måske er der et moderne og gratis fitnesscenter i kælderen, måske er der en ekstra uges ferie, eller måske dækker virksomheden flere af livets mere irriterende udgifter – såsom regningen fra tandlægen.
Ifølge Beskæftigelsesministeriets udgivelse ”Status på arbejdsmarkedet”, er der nemlig flere og flere virksomheder, der tager sig af regningen, når medarbejderne skal have gjort noget ved bisserne.
“Det var faktisk en af vores medarbejdere, der havde hørt om muligheden og spurgte, om vi kunne lave en ordning. Vi er i en branche, hvor der mangler ressourcer, og tandforsikring er et personalegode, vi tilbyder for at holde på vores dygtige medarbejdere,” siger Per Pedersen, der er direktør i Uniconta, der er én af de virksomheder, der har fået tandlægeregningen til listen af personalegoder.
Han fortæller videre, at en tandlægeregning kan hurtigt blive en stor post på budgettet, så det er til at forholde sig til, at man pludselig får 80 procent af udgifterne dækket, og alle i virksomheden takkede ja med det samme.
Dyrere at være arbejdsgiver
Arbejdsmarkedet har ændret sig markant de seneste årtier, og så godt som alle de ufaglærte jobs, der engang udgjorde en stor del af hverdagen for danskere i arbejde, findes ikke mere, da både opgaver og medarbejdere er blevet stadigt mere specialiserede.
At flere og flere virksomheder vælger netop denne form for personalegode til medarbejdere i disse tider, hvor den næste medarbejder kan være svær at finde, kommer da heller ikke bag på Niels Westergaard-Nielsen, der er økonom og professor ved Center for Corporate Governance på CBS.
“Vi ser, at virksomhedernes fantasi øges med hensyn til, hvordan man kan tiltrække og ikke mindst fastholde medarbejdere. Derudover har arbejdsmarkedet ændret karakter hen over årene, hvilket har gjort det dyrere for arbejdsgivere at udskifte medarbejdere end tidligere,” siger han.
Ifølge forsikringsselskabet Dansk Tandforsikring er der sket et stemningsskift blandt danske virksomheder, som i langt højere grad har fået øjnene op for, at man med en tandforsikring kan tilbyde et personalegode, som medarbejderne for alvor kan mærke. Her er salget af tandforsikringer til virksomheder steget med cirka 40 procent siden starten af 2022.
“I modsætning til andre sundhedsordninger, så er tænderne længe blevet betragtet som noget, man selv klarer, men nu mærker vi tydeligt, at det er ved at vende. Både små og store virksomheder henvender sig i stigende grad, og i takt med at der er flere virksomheder, der har det, er der flere, der hører om det og ønsker det,” siger Denis Lewinsky, der er administrerende direktør i Dansk Tandforsikring.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

