Dokumentarserien Den Sorte Svane på TV2 viste, hvordan kriminelle hvidvasker penge og på anden vis omgår lovgivningen. Det vil både regeringen og 3F nu have sat en stopper for.
På Christiansborg har der i dag været indkaldt til møde i kølvandet på den meget omtalte dokumentarserie, Den Sorte Svane, der bl.a. viser, hvordan omfattende svindel finder sted i Danmark.
Det har fået politikerne på Christiansborg til at fare til tasterne og til at kræve, at der gøres noget for at dæmme op for de kriminelle. Ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S), vil der efter sommerferien blive fremsat lovforslag, der skal gøre noget ved problemerne med hvidvask.
“Vi kommer også til at se på kuratorreglerne. Vi kommer til at komme med yderligere. Vi kigger på klientkonti, vi skal se på egenbegæring af kuratorer. Det stikker i mange forskellige retninger,” siger Peter Hummelgaard.
Læs også: Den Sorte Svane må ikke føre til falsk handlekraft og bureaukrati
Samtidig fortæller han, at man også vil se på de nuværende regler om, at man i dag kan udpege sin egen kurator i konkurssager mod et pengebeløb.
Et astronomisk beløb
Hos 3F er man enige i, at noget skal gøres for at dæmme op for kriminelle, der hvidvasker penge på den ene eller anden måde. Derfor har organisationen fremsat en række ønsker til landets politikere.
Disse omfatter bl.a., at det skal være muligt for myndighederne at frakende en person ret til at drive virksomhed og sidde i selskabsbestyrelser ved hvidvask og anden økonomisk kriminalitet samt ved gentagen eller grov anvendelse af illegal arbejdskraft, menneskehandel eller arbejdslivskriminalitet.
Samtidig ønsker man, at der skal indføres markant højere bøder og straframme for hvidvask og anden økonomisk kriminalitet samt grove brud på udlændingeloven. Samtidig vil 3F indføre karantæne for import af arbejdskraft via udlændingeloven ved grov udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft, herunder returkommission, identitetstyveri og aflønning med sorte penge.
“Vi ved, at der hvert år hvidvaskes for ca. 68 mia. kroner, det er jo et astronomisk beløb. Som sædvanlig stiller vi os hellere end gerne til rådighed for regeringen og folketinget til en konstruktiv dialog. når konkrete løsninger skal drøftes. Det er en presserende opgave, som vi alle har en interesse i, at vi kommer den omfattende kriminalitet til livs hurtigst muligt og én gang for alle,” siger forbundssekretær, Søren Heisel.