En fjerdedel af den beskæftigelsesstigning på 400.000 personer, som vi har set siden 2013, er job med en arbejdstid under 20 timer om ugen, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Supermarkeder, kiosker, restauranter og varehuse ansætter en stor del af deres medarbejdere på deltid, og faktisk er cirka en fjerdedel af opsvinget i beskæftigelsen drevet af mennesker, der ikke arbejder fuldtid.
En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at omkring 100.000 lønmodtagere, der arbejder mindre end tyve timer om ugen, er kommet i job mellem 2013 og 2022.
”De gode tider for dansk økonomi har fået rigtig mange i job. Det gælder også blandt personer fra kanten af arbejdsmarkedet, der kan have behov for mere fleksibilitet i deres arbejdsliv. For eksempel i form af få timer,” siger Emilie Agner Damm, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Hun fortæller videre, at mange af de deltidsansatte er flexjobbere eller studerende, der ikke umiddelbart kan arbejde fuldtid, og Emilie Agner Damm mener, at disse grupper kan spille en rolle i kampen mod mangel på arbejdskraft.
Fælles for de syv brancher med de højeste andele af deltidsansatte er, at de befinder sig inden for detailhandel og rekreative aktiviteter som for eksempel restauranter, hvor 55 procent af de beskæftigede er ansat til under 20 timers arbejde om ugen.
”Når der er godt gang i økonomien, ser vi typisk, at der efterspørges mere arbejdskraft i restaurationsbranchen, hvor mange arbejder deltid. De senere år har mange arbejdsgivere også meldt om mangel på arbejdskraft, og en del af deres rekrutteringsudfordringer kan formentlig løses ved at hæve arbejdstiden blandt de allerede ansatte,” siger Emilie Agner Damm.