Print af papirdokumenter er fortsat en del af hverdagen i dansk erhvervsliv. Men et overraskende højt antal virksomheder åbner sig for cyberangreb via en uforsigtig tilgang til området.
I takt med at det danske samfund og de danske virksomheder bliver stadigt mere digitaliserede og afhængige af nye teknologier, der er med til at gøre arbejdet nemmere, og hvor arbejdet ofte er dybt afhængig af disse.
Men deri ligger også en stor udfordring for mange virksomheder, da disse nye teknoliger, især det såkaldt IoT (Internet of Things) giver gode muligheder for alverdens cyberkriminelle, der kan tiltvinge sig adgang til virksomhederne og deres data, ved at komme ind via de mange teknologier, der kører over internettet.
Det gør, at ting som onlinemøde-værktøjer og virksomhedernes printere pludselig bliver mulige sikkerhedsbrister. En undersøgelse som YouGov har foretaget for Canon viser, at kun 27 procent af danske virksomheder har implementeret tofaktorgodkendelse i forbindelse med brug af virksomhedens printere.
Ligeledes er det kun 23 procent af virksomhederne, der krypterer de data, som bliver sendt til printerne. Og nok så væsentligt: 75 procent af danske virksomheder begrænser ikke adgangen til virksomhedens printere, når medarbejderne arbejder fra distancen.
”De fleste virksomheder i Danmark gør i varierende omfang brug af fysiske print, og selv om det har været tilfældet i mange år, har mange virksomheder slet ikke øje for, at området har udviklet sig en retning, hvor en printer udgør en potentiel sikkerhedsrisiko på lige fod med for eksempel en computer,” siger Jan Schmidtsdorff, Produktchef i Canon Danmark.
Han understreger derudover at en korrekt indstillet printer ikke i sig selv er en sikkerhedsrisiko.
“Problemet er bare, at rigtig mange printere ikke er nærheden af at være korrekt installeret,” siger han.
Mange døre at lukke
Et andet sted, hvor virksomhederne ofte løber en sikkerhedsrisiko, de ikke selv er bevidste om, er i forbindelse med de mange onlinemøder, der i dag er blevet en stor del af hverdagen rigtig mange steder. Ifølge en undersøgelse fra november foretaget af it-virksomheden BenQ, ved hver 25 procent af danske virksomheder ikke, om deres foretrukne trådløse mødeværktøj er en sikker løsning i forhold til cybersikkerhed.
”De fleste virksomheder har styr på, at de skal beskytte deres computere og netværk imod sikkerhedstrusler, men mange ved ikke, at behovet for beskyttelse gælder al hardware – også et trådløst mødeværktøj der sikrer, at man nemt kan mødes online og dele diverse dokumenter. Det er et meget overset område,” sagde Bo Cramér, adm. direktør i BenQ Nordic i den forbindelse.
Jan Schmidtsdorff peger på, at alle intelligente enheder, der er tilsluttet internettet, bør opfattes som en potentiel sikkerhedsrisiko – herunder også printere. Han anbefaler derfor virksomheder til altid at se i retning af sikkerhedsprotokollen WPA2, tofaktorgodkendelse og diverse kryptering.
”Problemet er, at vi åbner porte til både firewall, router og selve netværket, når vi installerer ny software eller ny hardware – som for eksempel en printer. Hvis portene efterfølgende ikke bliver lukket, står dørene til både egne og virksomhedens data åben på vid gab. At opnå adgang kræver ikke engang reel hacking. Sikkerheden bliver yderligere hullet af, at mange i dag arbejder hjemmefra på samme netværk som deres børn – som har en klart mindre forsigtig adfærd på nettet end deres forældre.”