Gennem mange år har erhvervsuddannelserne været nedprioriteret i Danmark, og det har givet stor mangel på faglærte. Men uddannelserne giver stor tilknytning til erhvervslivet og en højere løn end mange tror, mener både virksomheder og organisationer.
I mange år var fortællingen om uddannelser her til lands, at vi i høj grad skulle leve at vores gode ideer, vores store viden, af at producere medicin og ny teknologi.
Men efterhånden som tiderne er skiftede, er den grønne omstilling kommet på banen, og Danmark står nu med den udfordring, at alt for få er blevet uddannet som faglært. Faktisk er 33 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne forsvundet inden for de seneste ti år.
“Det er selvfølgelig frustrerende, når ikke vi kan rekruttere elever nok, men det har måske også haft en positiv effekt: At vi som virksomheder har været tvunget til at se indad og forbedre forholdene samt ikke mindst intensivere kommunikationen om, at vi faktisk tilbyder et virkelig godt alternativ til de gymnasiale uddannelser,” skriver Anette Sondrup, HR-direktør hos Bygma, i en klumme på Altinget.
Og alternativet er ikke bare godt for den grønne omstilling og for de virksomheder, der i dag står og mangler hænder. Det er også potentielt godt for indtjeningsmulighederne hos dem, der vælger at blive faglært fremfor at blive akademiker.
Ifølge en analyse fra Kraka, så tjener den faglærte stadig oftere mere end akademikeren. Faktisk tjente 45 procent af faglærte og personer med en lang videregående uddannelse den samme løn i 1995 – i 2021 var dette tal steget til 58 procent.
Det er især faglærte såsom elektrikere, vvs’ere og smede, der ligger i toppen af lønlisten med en årsløn på 440-470.000 kroner. Ifølge DM, akademikernes fagforening, er startlønnen for en nyuddannet akademiker 38.000 om måneden, inkl. pension, svarende til 456.000 kroner om året.
“En akademisk titel garanterer ikke længere en højere løn og sikrere fremtid. Tallene taler deres tydelige sprog. Markedet justerer sig selv, og med det lønniveauet. Vi ser nu, at 58 procent af de faglærte, herunder særligt elektrikere og vvs’ere, tjener mere end mange akademikere,” siger Troels Blicher Danielsen, der er administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Derudover giver erhvervsuddannelserne noget andet, man ofte ikke kan finde på universiteterne, hvor akademikerne udklækkes fra. Nemlig praktisk erfaring fra erhvervslivet.
“I sin elevtid får man mulighed for at arbejde med flere områder i forretningen, og resultatet efter endt uddannelse er en medarbejder, der i praksis har fået lov til at finde frem til, hvor talentet og interessen ligger,” skriver Anette Sondrup.