Årets julegaveindkøb er lige om hjørnet, og et stigende antal købes online. Det øger risikoen for kopivarer under juletræet. Ifølge eksperter er varerne ofte produceret under slavelignende forhold, ligesom de kan være sundhedsskadelige.
Julen står for døren, og dermed er julehandlen også så småt gået i gang, så der kan blive fyldt op med gaver under danskernes juletræer også i år.
Ifølge Dansk Erhverv købte 8 ud af 10 danskere gaver på nettet i 2022. Det er en stigning på 27 procent på tre år. Ifølge en analyse fra Dansk Industris branche for handel, DI Handel, siger hele 62 procent af respondenterne, at de har planer om at gå på tilbudsjagt på årets Black Friday. Det er en stigning på 10 procentpoint fra 2022.
Men når så mange går på julegavejagt, så stiger også chancen for, at der ryger kopivarer i indkøbskurvene online.
Hos landets ældste patent- og varemærkebureau Budde Schou oplever man desværre, at et stigende antal virksomheder får kopieret deres varer op mod højtiden, og når julegaverne købes i udenlandske webshops, stiger risikoen for, at det er kopivarer.
“Vi mærker tydeligt, at tendensen med kopivarer stiger markant, når årets julegaveindkøb starter. Det gælder især i kategorierne modetøj, smykker, parfume og elektronik. Især produkter fra Hong Kong eller Kina er i høj kurs hos danskerne,” siger Bjarke Pii Korremann, der er varemærkechef hos Budde Schou.
Han slår samtidig fast, at det har klare konsekvenser at købe kopivarer, for disse varer kan indeholde skadelig kemi og andet, der ikke indgår i originalerne.
“Der kan eksempelvis være kemikalier i parfumer eller i lædervarer, som er imprægneret med giftige stoffer. Desuden er der altid en forhøjet risiko for at få stjålet og misbrugt sine oplysninger af kriminelle bagmænd, når man indtaster bankoplysninger på en ukendt webshop.”
Spørger man Morten Rosenmeier, professor i ophavsret ved Københans Universitet, er der desværre gode penge i at kopiere andres designs, og han mener samtidig, at den danske lovgiving ikke skræmme kopisterne væk.
“Som det er nu, så kan det i vidt omfang betale sig at krænke andres designrettigheder. Den økonomiske erstatning, man kan blive vedkendt for at have fået kopieret sine designs, er udmålt fra, hvad man selv menes at have tabt i omsætning, men det står ikke nødvendigvis mål med, hvad den anden part har tjent. Så det med, at forbrydelse ikke betaler sig, det gælder ikke helt på designområdet,” siger han i podcasten, Selskabsdialogen.
Hos e-mærket ser man alvorligt på tendensen og opfordrer danskerne til at tænke sig godt om, inden de handler på udenlandske og ukendte webshops.
“Mange tænker desværre ikke på de horrible forhold, kopivarerne bliver produceret under. Vi har også kendskab til, at de svindel-webshops, som sælger kopierne til danskerne, bliver drevet fra slavefabrikker i blandt andet Cambodia. Her er folk blevet kidnappet til tvangsarbejde, og det er altså eksempelvis det, man er med til at støtte, hvis man lægger kopivarer under juletræet,” siger Martin Paludan, der er PR-manager hos e-mærket.