Der er klimakrise verden over, og det kan i stigende grad også mærkes på de danske arbejdspladser, og her kan fronterne meget vel blive trukket op over de kommende år, mener erhvervspsykolog.
Klimaet løber igen og igen med de helt store overskrifter. For det blæser og stormer som aldrig før, verdenshavene stiger, vi udleder alle sammen alt for meget CO2, og julesneen smelter længe inden, den skjuler urt og busk.
Men også blandt alle os mennesker, medarbejder og kolleger er krisen et faktum, vi på den ene eller anden måde skal forholde os til. Men hvordan gør vi det helt konkret, når vi en stor del af dagens vågne timer sidder på vores arbejdsplads med alle vores idealer, og er tit er afskåret fra at de klimatiltag, vi praktiserer hjemme i privaten.
”Vi ser jo aktioner med klimaaktivister i det omkringliggende samfund, og jeg tror ikke, vi skal se langt ud i fremtiden, før man kan begynde at se noget af det samme på arbejdspladserne,” siger arbejdslivsforsker, Malene Friis Andersen, til Dansk Magisterforening.
Der kan nemlig let opstå konflikter på arbejdspladsen, når vores private holdninger kolliderer med dem, vi bliver mødt med på arbejdspladsen. Det kunne eksempelvis være i kantinen, hvor det kan være svært at føre egne idealer ud i livet, hvis menuerne bygger på helt andre idealer.
Men samtidig kan det også vise sig i de tiltag, der laves internt i virksomheden, og som kan give indtryk af at være hykleriske, hvis de ikke føres til dørs. For hvordan kan man på en arbejdsplads eksempelvis indfører diverse krav til bæredygtighed og nedsættelse af klimaaftrykket, hvis ledelsen giver sig selv lov til at flyve rundt i verden et par gange om året.
”Der kan hurtigt udspille sig en retfærdighedsdagsorden, og derfor er det så vigtigt at inddrage medarbejderne,” siger Malene Friis Andersen.